I forhold til at vi har fokus på overgangen fra barn til
voksen, med en kronisk sygdom, har vi ikke kunne se bort fra identitetens
rolle, da den er meget i spil i denne overgang.
Det er netop i overgangen fra barn til voksen, at den unge finder sig selv og
finder ud af hvem vedkommende er – og dette kan være vanskeligt, når man har en
sygdom som type-1-diabetes.
 |
| [18] |
Er man så hende med diabetes? Er man ham, som ikke må spise kage? Er man en af
dem, som skal stikke sig med nåle hver eneste dag? Den unge kan få svært ved, at
definere sig selv og der er fare for, at det bliver sygdommen, der definerer
hvem man er, i stedet for at man definerer sig selv, som en person med en
sygdom.
Det handler derfor også om at acceptere sin sygdom, hvilket kræver at man har
viden om den til at kunne håndtere den – og det er her sygeplejersken får en
vigtig rolle, hvilket vi kommer nærmere ind på senere.
Når man skal skabe sin identitet, er det oftest i samspil
med andre.
Helt fra spædbarnsalderen bliver identiteten skabt via spejling af/med/i
forældre. Denne spejling fører nemlig til tilknytning, og det er her grundlaget
for vores evne til, at danne relationer skabes. I disse relationer udvikles
identiteten igennem jeg’et, som også grundlæggende dannes i
spædbarnsalderen[19].
Når barnet lærer tilknytning, lærer det også adskillelse, da begge dele er en
naturlig del af alle menneskers liv. Netop denne adskillelse er værd at kigge
på, når vi snakker om overgangen fra barn til voksen med en sygdom; her type-1-diabetes, der tilmed er kronisk.
John Bowlby lavede i 1940 en undersøgelse omkring småbørn, der blev adskilt fra forældre ved indlæggelse, og resultaterne har banet vejen for måden man indlægger børn i dag - nemlig med sine forældre, da Bowlby erfarede at dette skabte den bedste pleje[20].
Når den unge fylder 18, overgår man fra børneambulatoriet til voksenambulatoriet. Her er behandlingen en anden og der gives et andet ansvar og en anden forventning, som den unge selv skal håndtere.
I Bowlbys undersøgelse udviste børnene angst og vrede i fase 1, og ud fra de
unge vi har været i kontakt med, har det også været manges reaktion, da de
overgik til voksenambulatoriet[21].
Med den viden kan vi, som sygeplejersker, sætte ind. Angsten og vreden kan netop skyldes den pludselige adskillelse fra forældrene, og ifølge artikler vi
har beskæftiget os med [22], følger nogle af de unge i fase 2, ift. Bowlbys
undersøgelse, hvor de bliver apatiske og ikke går op i at regulere deres
diabetes. På sigt kan dette få konsekvenser for deres liv, men også for
samfundet, i form af sendiabetiske komplikationer.
Som sygeplejerske kan man tage hånd om dette ved, at være
opmærksom på hvad den enkelte unge har brug for, i denne overgang. Mange oplever
at være ladt alene og synes ikke, at der er tid til en grundig behandling, da de
mange forskellige læger har travlt og ikke kender dem. Derfor udebliver mange
fra konsultationerne[22].
Når den unge udebliver, bliver det svært for sygeplejersken, at råde og vejlede. Vi mener, at det netop er råd og vejledning, som kan afhjælpe mange af de faktorer,
der gør det svært at være ung med type-1-diabetes.
Vi har set på disse faktorer ved at have snakket med en
række unge med type-1-diabetes, og har forhørt os ad med en række spørgsmål. Vi kommer her ind
på de ting, som flest benævnte som et problem, da vi desværre ikke har tiden
til at gennemgå det hele.
